fredag den 24. marts 2017

Ledas Fødselsdag den 24. Marts

Leda har lagt en stram plan for sin fødselsdag. 


Hun bliver vækket med sang, derefter vores sædvanlige morgenmads buffet, men denne dag er den yderligere med croissant og pain aux chocolat, mums.


Leda får sine gaver, et par smarte

rejse/vandre bukser hvor benene kan lynes af, så de bliver til et par shorts. En farverig buksedragt som straks kom på og blev der resten af dagen. Leda havde også ønsket sig macaroons så det fik hun også i mange forskellige farver, dem bød hun heldigvis af. Der er også en pandelampe. Selma får en lille lommelygte og alle pigerne får en spork(svensk opfindelse som er en gaffel, ske og knapt så nyttig kniv i en) hver.


Så tager vi ind til byen hvor vi går rundt og kigger på byen og de fine bindingsværkshuse der er overalt her. Man fornemmer tydeligt en lokalpatriotisme, alle skilte er skrevet på fransk og totalt uforståeligt baskisk. Mændene går med baskerhue, for alvor, og mange steder ses det baskiske flag der er næsten magen til det danske men har et grønt diagonalt kryds oven i.
Vi kigger på butikker og især på chokoladebutikker som der er helt utrolig mange af (men man kan ikke se på prisen at der er stor konkurrence)
Vi spiser frokost Chez Mimi som har en lille hyggelig cafe ud til et lille torv ved gågaden. Pigerne og jeg mæsker os med kæmpe pilselvrejer til forret og lækker lækker fisk, til dessert en særlig baskisk kage med mandler.

Mads får BØF. Efter maden får de voksne en cigaret af Mimi fordi det hører til når man har spist så lækkert. Mætte triller vi tilbage til campingpladsen hvor der er opvarmet bassin og det bliver nydt og benyttet fuldt ud. Det er godt nok opvarmet men det er pisse koldt at skulle skifte og bade inden, for det foregår ved et udendørsbad. Det lader sådan en flok vikinger og eskimoer sig ikke gå på ad, i pølen med os.
Næste punkt i Ledas stramme plan er en tur til stranden som ligger lige ved siden af. Der er vindstille men kæmpe bølger, virkelig imponerende. Naja kan bruge lang tid på at vælge sig en lidt stor sten som skal i vandet, herefter gå ned til vandkanten, som er meget uforudsigelig med så store bølger, kaste den i, grine og lave tegnet for bad. Måske i anledningen af Ledas fødselsdag er der en meget smuk og meget orange solnedgang. Vores ansigter bliver bløde og fine i lyset.

Egentlig havde Leda besluttet sig for lassange til aftensmad og vi har da også gået og holdt øje med italienske restauranter. På stranden ligger der er en rigtig surferjoint som har børnemenu og god stemning, så den tager vi i stedet for. Leda holder en fin tale under middagen hvor hun takker for gaver og at vi har fulgt hendes plan for dagen, uden for meget brok.

 Da vi er færdige med at spise skal vi en tur ned på stranden igen. Det er nu blevet helt mørkt, man kan ane brændingen et stykke ude og den larmer. Vi leger ”pas på ikke at få våde fødder” med bølgerne som ind i mellem kommer højt op. Det kommer til at stå 1-0 i kampen mellem Havet og Mads Larsen.

Tilbage i Magda stod planen egentlig på kortspil, men da vi alle er trætte laver Leda det om til hyggesnak. Naja kommer på hovedet i sin køje og falder i søvn med det samme som hun har gjort alle de andre aftner. Hun er virkelig glad for sin sovepose. Vi andre holder status og prøver at gennemgå turen fra start til slut. Det er faktisk lidt svært selvom vi kun har været afsted i 9 dage. Der har allerede været så helt utroligt mange indtryk og oplevelser. Nogen gange kan man godt få følelsen af at vi kun flytter rundt på tingene inde i Magda, spiser, sover og kører, men når man sådan sidder og tænker tilbage fylder de andre oplevelser meget.

Vi har været længe oppe og ligger os til at sove. Leda synes at det har været en dejlig fødselsdag

7 kommentarer:

  1. Stort tillykke, Leda. God tur videre.

    SvarSlet
  2. Tillykke til Leda! ☀️❤

    SvarSlet
  3. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  4. Forsinket tillykke til Leda. 🎁🇩🇰🎂

    SvarSlet
  5. Takker... Vi ses☺️
    Kh.
    Leda og Mads

    SvarSlet